Beskyttelse af unge under 18 år

I produktudviklingen
Vores rejser, fester, arrangementer og øvrige produkter skal planlægges på en sådan måde, at unge under 18 år beskyttes.

F.eks. er det et krav til vores All Inclusive hoteller at de kan håndtere en effektiv adskillelse vha. et armbåndssystem, så der ikke udskænkes alkohol til personer under 18 år. 

I markedsføringen
Ung Rejs' annoncer, brochurer og andet markedsføringsmateriale, som er målrettet unge under 18 år, må ikke indeholde direkte eller indirekte opfordringer til gæsterne om at drikke alkohol. Materialet må derimod gerne opfordre til at gæsterne feste igennem. Dvs. at der må gerne vises billeder af personer der danser og fester, men der må ikke vises billeder af personer der drikker alkohol.

I elektroniske medier accepteres det imidlertid, at der vises billeder af personer der drikker alkohol, hvis der er anvendt en teknisk begrænsning, så personer under 18 år ikke har adgang.

Ved indgåelse af rejseaftalen
For alle bookinger, der modtages efter den 1. april 2008, vil det være et krav, at der som minimum er mindst en person på hvert rejsebevis, der er fyldt 18 år. Alternativt skal rejsen bestilles i en forælders navn eller forælderen skal udfylde særlig samtykkeerklæring.

Ved ulykker og kriminelle handlinger
Hvis en Ung Rejs gæst under 18 år på sin rejse bliver udsat for en ulykke eller en kriminel handling, hvad enten det er som offer eller mistænkt/gerningsmand og gæsten ikke er i stand til at underrette sine forældre, er Ung Rejs forpligtet til at underrette det danske politi.

Hvis gæsten er i stand til selv at underrette sine forældre, er det op til gæsten selv at tage stilling til om underretning skal finde sted. I sådanne tilfæde er det Ung Rejs' opgave at assistere gæsten.

Ved alvorlige forbrydelser (voldtægt, grov vold etc.), hvor gæsten er under 16 år og ikke ønsker at underrette sine forældre, er Ung Rejs ansvarlig for at det danske politi underrettes, uanset om gæsten måtte ønske det, eller ej.

På nettet
På hjemmesider der ejes af Ung Rejs, er Ung Rejs ansvarlig for al indhold - også indhold fra tredjeparter. Det betyder eksempelvis at Ung Rejs A/S er ansvarlig for at personer under 18 år beskyttes mod direkte og indirekte opfordringer til at drikke alkohol. Hvis eksempelvis en Ung Rejs gæst i forummet på ungrejs.dk opfordrer de øvrige communitymedlemmer til at drikke sig fra sans og samling, er det Ung Rejs' ansvar at sørge for at indholdet skjules for personer under 18 år, eller slettes helt.

På eksterne hjemmesider, f.eks. youtube.com eller facebook.com er Ung Rejs alene ansvarlig for indhold oprettet af Ung Rejs' medarbejdere. Ung Rejs er ikke ansvarlig for indhold der oprettes af tidligere medarbejdere eller af kunder eller samarbejdspartnere. Ung Rejs har dog pligt til at forsøge at få indholdet fjernet straks efter at Ung Rejs har fået kendskab til indholdet.

Hvem har ansvaret for personer under 18 år?
Som rejsearrangør er det Ung Rejs A/S' ansvar at leve op til egne retningslinjer og den lovgivning der gælder i Danmark, samt det pågældende ferieland. Den rejsende er selv ansvarlig for egne handlinger og for at sætte sig ind i de regler der gælder for rejsen, herunder indkvartering og transport, samt den lovgivning der gælder i det pågædende ferieland. Dette gælder uanset om personen er over eller under 18 år. 

Personer under 18 år er velkomne på alle vores rejser og personer over 16 år må gerne deltage i vores fester og aftenarrangementer, men vi tillader ikke at personer under 18 år indtager alkohol til vores arrangementer. Der er massevis af alkoholfrie alternativer til samtlige Ung Rejs fester, bl.a. vand, sodavand, limonade og virgin drinks. Den rejsende er selv ansvarlig for at overholde de regler der gælder for udskænkning i de enkelte lande. Ung Rejs A/S kan ikke påtage sig ansvaret for håndhævelse af udskænkningsreglerne. 

Den der bestiller rejsen skal altid være fyldt 18 år. Hvis alle på samme booking er under 18 år, skal rejsen bestilles af en forælder. I sidste ende er det altid forældrenes ansvar at give tilladelse til om en person under 18 år skal have lov til at rejse. Det kan være en svær beslutning, derfor har vi udarbejdet en side med tips til forældre.

Læs vores tips til forældrene - klik her!

Ung Rejs alkoholpolitik
Der er blevet skrevet og sagt meget om alkoholkulturen blandt de unge. Det er vores opfattelse at de unge er meget forskellige og at det i høj grad er et spørgsmål om modenhed, der afgør hvordan ferien udvikler sig. Som rejsearrangør har vi et ansvar for hvordan vores handlinger påvirker vores gæster. Derfor har vi udarbejdet en alkoholpolitik for vores medarbejdere og den måde vi gennemfører vores rejser.

Læs vores alkoholpolitik - klik her!